Unge politikere vil samarbejde bredt

Indlægget er også bragt i Fyns Amts Avis: https://faa.dk/artikel/debat-unge-politikere-vil-samarbejde-bredt

Anne Katrine Olsen, byrådsmedlem for Socialdemokratiet & Johan Emil Rasmussen, byrådsmedlem for Konservative – Svendborg Kommune.

Bredt samarbejde skaber stabilitet. Når vi politikere kan mødes på tværs og indgå brede aftaler, så kan man være sikker på, at det er tale om langtidsholdbare beslutninger. Det er til gavn for borgere, erhvervsliv og den politiske stabilitet.

Vi er begge to under 30 år, hvilket i kommunalpolitisk sammenhæng er meget ungt. Vi har begge to visioner for kommunen, og derfor er det vigtigt for os, at der er et stabilt fundament at arbejde ud fra.

Selvom vi er uenige om en del og kæmper mod hinanden i løbet af en valgkamp, så er vi enige om, at vi, hvis vi bliver genvalgt, skal have arbejdshandskerne på og skabe resultater til gavn for kommunens borgere.

Bredt samarbejde betyder naturligvis ikke, at man ikke skal stå ved og kæmpe for sine holdninger. Tværtimod. Som oftest er det nemmere at komme igennem med mere af sin politik, hvis man er kompromisvillig og ønsker at lytte til og imødekomme modparten.

Vi har brug for unge politikere, som forstår værdien af pragmatisme, bredt samarbejde og af at stå ved politiske aftaler. Når der står et bredt flertal bag en beslutning, så kan man regne med, at den beslutning står ved magt. Det giver et stabilt arbejdsgrundlag for alle kommunens interessenter. Derfor er det så afgørende med politikere, der ønsker at samarbejde bredt.