Samtykkeloven er en feministisk magtdemonstration

Foto fra pixabay.com

Indlægget er også bragt i Ekstra Bladet. Dog i en kortere version.

Jeg blev dybt chokeret da jeg så, at samtykkeloven blev enstemmigt vedtaget i folketingssalen. Ikke et eneste parti havde modet til at sige fra, og dermed blev det tydeligt, hvor stor magt feminismen har fået i Danmark.

Samtykkeloven er nemlig ren symbolpolitik, som ikke kommer til at ændre noget reelt for voldtægtsofre, men blot har til formål at manifestere feministernes overherredømme i det politiske landskab. 

Straffelovsrådet har med 10 ud af 11 medlemmer anbefalet at voldtægtslovgivningen skulle baseres på frivillighed og netop ikke samtykke, for at imødegå de udfordringer som der utvivlsomt er med at fælde dom i nogle tilfælde. Selvom eksperterne anbefaler noget andet og man derfor kunne have særdeles gode argumenter for at stemme imod, så har man alligevel valgt at bøje sig for de progressive kræfter.

Et af argumenterne er, at der kan være situationer, hvor det må forventes, at der bliver sagt fra. Derudover lyder det, at der kan være risiko for, at kriminalisere en seksuel adfærd som for mange er naturlig. 

For mig at se ville et frivillighedsprincip været klart at foretrække, da man stadig der løser problemet med at få dømt nogle af dem, som slipper for let i dag. I stedet for feministisk symbolpolitik, så skulle man have haft højere straffe samt yderligere ressourcer og værktøjer til politiet, så man havde bedre muligheder for at opklare og få fældet dom i voldtægtssager.