Minister overfuset og angrebet med mønter på gymnasium

Kandidatfoto 2015 - Liberal Alliance

I går, torsdag, var undervisningsminister Merete Riisager (LA) sammen med sognepræsten Katrine Lilleør ude at besøge Ørestad Gymnasium. Temaet var demokratisk dannelse, hvilket eleverne også beviste, at de havde brug for.

Til Altinget siger Katrine Lilleør: ”Det var rystende at opleve, hvordan det gik mere og mere ud af kontrol. Der røg mønter ned i hovedet på os, og der blev puffet til os. Det var bare ikke godt.”

Altinget har ligeledes talt med undervisningsministeren særlige rådgiver, Søren Poul Nielsen, der bekræfter hændelsen: ”Det var ikke en tryg situation. Det skulle håndteres, men blev det ikke, og derfor måtte vi afbryde besøget. Det var intimiderende. Protester er helt på sin plads og en vigtig del af demokratiet. Det er truende adfærd og skældsord ikke. Der blev råbt luder efter en minister. Det er altså alvorligt.”

Besøget måtte afbrydes efter cirka en halv time, og eleverne må formodes ikke at være blevet klogere på demokratisk dannelse.

Hvad er skolens forklaring?

Jeg undres personligt over, at rektor og skolen ikke gjorde mere for at få styr på eleverne. Det tyder dog på, at de ikke har særlig meget autoritet, og at det måske er eleverne, der styrer gymnasiet?

Rektor på gymnasiet Jonas Lindelof udtaler til Altinget: ”Jeg forsøgte at få de unge til at gå tilbage til deres klasse. Det er vældig vanskeligt i den situation at få råbt så mange mennesker op, når de står og råber. Jeg havde selv i min vildeste fantasi ikke forestillet mig, at vores elever kunne finde på at opføre sig på den måde. Vi havde drøftet alle mulige scenarier på forhånd, og det her var ikke et af dem.”

Jeg tror selvfølgelig ikke, at det er en situation rektoren har ønsket sig, men hans udtalelse signalerer, ud fra hvad jeg kan vurdere, mangel på lederskab og kontrol med eleverne.

Se en del af optrinnet her

TV2 Lorry er kommet i besiddelse af en video der viser en del af episoden. Du kan se videoen her:

Hvad bør konsekvensen være?

Det kan umiddelbart være svært at identificere alle elever, der har været en del af dette optrin, men i det omfang det kan lade sig gøre, mener jeg uden tvivl, at der skal slås hårdt ned.

De elever der har kastet med mønter, har gjort sig skyldig i en voldelig handling, og bør bortvises permanentet fra skolen. Dem eller den der har råbt luder efter ministeren bør også bortvises. Resten bør nok bero på en konkret vurdering alt efter grovhed, man alle implicerede bør indkaldes til en alvorlig samtale med en skriftlig advarsel.

Det kan måske synes mærkværdigt at jeg sidder og har en holdning til, hvordan et gymnasium skal disciplinere sine elever, men vi ser gang på gang at gymnasieelever slipper af sted med en ubehøvlet opførsel, uden at det får nogen konsekvenser. For eksempel har der været episoder med gymnasieelever, der har blokeret lærernes muligheder for at komme på arbejde, ved simpelthen at blokere indgangen.

Henvisninger

https://www.altinget.dk/artikel/riisager-afbroed-gymnasiebesoeg-elever-kastede-moenter-og-raabte-luder

https://www.tvsyd.dk/artikel/gymnasieelever-blokerede-hoveddoeren-laererne

https://www.tv2lorry.dk/artikel/unge-buher-minister-ud-af-gymnasium-vi-er-ikke-bare-tal