Lad Sixten Sparre hvile i fred

Johan Emil Rasmussen

Læserbrev i Fyns Amts Avis: https://faa.dk/artikel/debat-lad-sixten-sparre-hvile-i-fred

Det har for nyligt været diskuteret i avisen, om den svenske løjtnant Sixten Sparre skulle graves op og flyttes fra sin plads, da han måske eller måske ikke er kvindemorder. Begrundelsen herfor er, at det angiveligt er med til at legitimere partnervold, hvilket jo er et vigtigt og sympatisk formål.

Dog tror jeg næppe, det hjælper noget at flytte rundt på en over 100 år gammel grav, specielt ikke, når ingen med 100 procents sikkerhed kan sige, hvad der er foregået dengang. Der er flere bud på historien. Måske var der tale om oprigtig ulykkelig kærlighed?

Vi kan sagtens diskutere en indsats mod partnervold. Her vil nogle af mine bud blandt meget andet være hårdere straffe for personfarlig kriminalitet og fokus på voldsramte kvinders retssikkerhed. Her kan gøres en forskel, selvom meget af det nævnte dog ikke er et byrådsanliggende.

Men lad Sixten Sparre hvile i fred. Lad os ikke gøre os til dommere over historien, men i stedet fokusere på at formidle nuancerne, og lad os ikke hoppe i den fælde at vurdere fortiden med nutidens briller. Det hører sig normalt kun til på den yderste venstrefløj.