Kvindekamp 2019 – Mødre bør få mere tid med deres børn

I dag er det kvindernes Internationale Kampdag. Oprindeligt en kommunistisk mærkedag, der nu er alment accepteret i store dele af verden.

Før i tiden handlede kvindekampen om ligeløn, stemmeret og fri abort. Dog er kvindekampen gået fra at være en kamp for ligestilling til en kamp for dominans. De seneste år har emner som øremærket barsel til mænd og kvindekvoter i bestyrelser været den nye generation af feministers mærkesager. Missionen må altså være at tilkæmpe sig magten, uanset om man har evnerne til at varetage magten eller ej.

Hvorvidt denne kamp skyldes et reelt ønske om at forbedre kvinders livsvilkår (hvilket det naturligvis ikke ville), eller om det blot er et ønske om at styrke ens egne karrieremuligheder, da man ikke er talentfuld nok til at komme til magten på anden vis, kan man selvfølgelig ikke vide med sikkerhed.

Én ting ved vi dog med sikkerhed; unge mennesker har det psykisk dårligt på trods af, at vi økonomisk set er i den mest favorable tidsalder nogensinde. Så hvis dårligdommen ikke skyldes økonomi, hvad skyldes det så? Jeg tror det er et spørgsmål om noget langt mere fundamentalt: Det er et spørgsmål om et liv der giver mening, et liv med tid til det nære, tryghed, kærlighed og omsorg.

Rigtige problemer vi skal tage hånd om

Skilsmisseraten har i de seneste mange år ligget lidt under 50%, hvilket altså er ganske voldsomt. Det vil altså sige, at halvdelen af alle ægteskaber ender med sønderknuste familier og ikke mindst børn.

Antallet af husmødre der bliver hjemme hos deres børn, mens de er små, er faldet drastisk de 50-60 år, selvom tendensen dog så småt er begyndt at vende tilbage. Flere og flere småbørn bliver altså sat i daginstitutioner og mister dyrebar tid med deres mor.

Hvis vi skal skabe en fremtid hvor vi ikke kun har fokus på materiel lykke – for der skal selvfølgelig også være styr på økonomien – må vi sørge for, at flere kvinder har mulighed for at blive hjemme med børnene, når de er små. Når man en dag bliver gammel, tror jeg ikke man ser mest tilbage på den tid man brugte på arbejdsmarkedet, men derimod på den tid man brugte, eller ville ønske man havde brugt, med sin familie.

Vi må også bekæmpe de høje skilsmisserater, så der ikke bliver flere ulykkelige menneskeskæbner, der får knust deres tilværelse eller barndom, og ender i sorg og savn.

Hvis vi kan blive enige om at arbejde hen imod dette, har vi mulighed for at skabe et misundelsesværdigt samfund, der forhåbentlig ville blive en inspiration verden over. Spørgsmålet er om den feministiske bevægelse kan se, at denne kamp først og fremmest er i deres interesse?