Hvorfor er der ikke flere, som siger fra overfor SoMe-giganterne?

Johan Emil Rasmussen

Indlægget er oprindeligt lavet som en Facebookopdatering.

I dag var det meningen, at jeg skulle have fejret min fødselsdag og brugt lidt tid på at læse op til min eksamen i sammenlignende statskundskab, som starter i morgen. Det første skal jeg nok nå, men der er igen sket noget, som ryster mig hver gang og som jeg bliver nødt til at skrive om. Det er den omfattende censur på sociale medier, som gang på gang gør mig utroligt bange for hvilket samfund vi er på vej hen imod. Denne gang er det så den, i nogle kredse, kendte youtuber, debattør og aktivist Lars Andersen, som er blevet fjernet fra Twitter. Vi taler altså ikke bare om, at det er et opslag som er taget ned – det er hele hans profil som er blevet opløst.

Begrundelsen er angiveligt, at han har kritiseret mange af myndighedernes beføjelser til at håndhæve forsamlingsforbud i private hjem. Ifølge ham selv handler det helt konkret om, at han mente nogle canadiere havde ret til at forsvare sig selv imod betjente, som trængte ind på deres ejendom, fordi der var seks mennesker derinde.

Det er ikke et synspunkt jeg nødvendigvis er enig i. Jeg kan heller ikke vide om hans egen udlægning nødvendigvis er hele sandheden, men det finder vi nok aldrig ud af. Medierne er nemlig fuldstændig tavse hver gang de ting her sker – det samme er politikerne. Kun når vi når ud i ekstreme situationer, som vi så med den mand, hvis navn jeg ikke kan nævne her af frygt for selv at blive fjerne fra Facebook (nu er vi ikke på Facebook, så her er navnet: Tommy Robinson), så kan medierne og politikerne blive presset til at forholde sig til det. Det ville ellers være formålstjenstligt for alle parter, hvis medierne undersøgte sagen og hørte begge parters version.

Screenshot fra Youtube

Jeg er langt fra selv typen som tror på konspirationsteorier. Jeg vil faktisk gå så langt som at sige, at jeg i de fleste tilfælde synes det er grinagtigt. Men hvis der sidder mennesker derude med et indtryk af, at de sociale medier, de traditionelle medier og politikerne er blevet enige om, at der findes mennesker og synspunkter, som der skal lukkes fuldstændig ned for og afskæres fra at deltage i den offentlige debat – så kan jeg godt forstå dem.

Mange vil sige, at sociale medier jo er private virksomheder, som kan gøre lige hvad de vil og at vi jo stadig har ytringsfrihed, så længe man kan stille sig op på en ølkasse og sige sin mening. Jeg bliver nødt til at sige, at det er en håbløs gammeldags måde at se verden på. 

For det første så tror jeg næppe, at de samme personer mener at private virksomheder burde kunne gøre lige hvad de vil, når det kommer til alverdens andre spørgsmål. Der er i forvejen love og regler for hvad virksomheder må gøre, på samme måde som der er for privatpersoner, så burde der ikke også kunne være det her? Derudover er det helt legitimt at kritisere virksomheder for deres etiske gøren og laden.

For det andet så lever vi ikke længere i en verden, hvor den offentlige debat foregår ved at stille sig op på en ølkasse på byens torv og råbe op. Den foregår i stigende grad på digitale platforme og netop derfor har man i realiteten kun ytringsfrihed, hvis man også har mulighed for at ytre sig der.

Hvad er ytringsfrihed værd, hvis vi kun har den i teori, men ikke i praksis?

Som sagt er jeg langt fra enig med Lars Andersen i mange ting. Jeg vil faktisk gå så langt som at sige, at vi er diametrale modsætninger på de fleste punkter. Jeg er nationalkonservativ og i høj grad autoritetstro, han er anarkokapitalist og ekstremt autoritetskritisk – specielt overfor politiet. Alligevel vil jeg til enhver tid kæmpe for hans ret til at sige sin mening, ikke kun på en ølkasse, men også i praksis.

I dag er det ham de lukker munden på, men i morgen kan det være dig, mig eller en tredje. For mig virker vores samfund, med SoMe-giganternes monopol på befolkningens adgang til meninger og information, mere og mere som et dårligt afsnit af Netflix-serien Black Mirror. Jeg er oprigtigt bange for hvordan fremtiden ser ud på det punkt, og jeg oplever ofte at lægge bånd på mig selv af frygt for at miste min adgang til at komme ud med mine holdninger.

Den største og bedste fødselsdagsgave jeg kunne få, ville derfor være, at medierne og politikerne begyndte at tage ytringsfriheden seriøst og forholde sig til den i en digital tidsalder. I mine øjne er det her en kolossal stor trussel for vores demokrati, og vi bliver nødt til at sige fra inden det er for sent.