God placering af nyt plejecenter

Johan Emil Sevelsted. Kommunalbestyrelsesmedlem i Svendborg Kommune.

Også bragt i Fyns Amts Avis: https://faa.dk/artikel/debat-god-placering-af-nyt-plejecenter

På det seneste byrådsmøde besluttede et flertal i byrådet at placere et nyt plejecenter i Tankefuld. En beslutning, som vi hos Det Konservative Folkeparti stemte for og er glade for blev vedtaget.

Ved et nyt byggeri er det vigtigt, at infrastrukturen er i orden. Vejnettet skal være rustet til den trafik og udvikling, der vil følge med – især når der skal bygges, men også når plejecenteret tages i brug.

Derudover så har den vestlige del af kommunen været overset, når det gælder plejecentre. For eksempel er der fem plejecentre i den østlige del, men kun to i den vestlige del.

Derfor var Tankefuld på mange måder det mest oplagte valg. Det er et område i udvikling, hvor vi har god plads til at bygge. Derfor er der også god mulighed for at tænke andre projekter ind i planerne.

Vores plejekrævende ældre får nu mulighed for at bo i et naturskønt område under nye og moderne rammer. En fantastisk nyhed at slutte året af med.