Der er brug for proaktive værdikrigere

Johan Emil Rasmussen. Statskundskabsstuderende og byrådsmedlem for Dansk Folkeparti i Svendborg.

Dette indlæg er også bragt som gæsteindlæg på Atterdag: https://www.dansk-atterdag.dk/der-er-brug-for-proaktive-vaerdikrigere/

Værdipolitikken skal være funderet i at ville noget – ikke blot i at være imod venstrefløjens dagsorden.

Selvom der er lang vej igen, så har en vigtig nationalkonservativ værdikamp, nemlig spørgsmålet om udlændingepolitik, haft stor succes i realpolitikken. Siden 2001 er den danske udlændingepolitik blevet markant strammere og har bevirket, at Danmark ikke er i en situation som for eksempel Sverige eller Frankrig, der langsomt, men sikkert er ved at underlægge sig islamisk dominans.

Én ting er dog at redde sit fædreland fra islamisk overherredømme, en anden ting er hvad der står tilbage, når dén kamp en dag forhåbentlig er vundet. Hvor meget af vores fædreland er der egentlig tilbage, hvis det har udviklet sig til et feminiseret og kønsløst samfund, hvor intet er helligt, kernefamilien er opbrudt, mænd går med kjole og enhver form for konservativt syn på ægteskab, køn eller seksualitet er så ildeset, at det i praksis er umuligt at have en rimelig tilværelse med sådanne holdninger.

Når vi bevæger os dén vej, så skyldes det primært én ting: Det er venstrefløjen der sætter dagsordenen på al værdipolitik, som ikke omhandler udlændingepolitik. Gang på gang opløses vigtige søjler i vores samfundsstruktur i et fast ritual, hvor venstrefløjen først fremsætter forslag, hvorefter højrefløjen forsigtigt, nærmest skamfuldt, hævder en skepsis og bekymring. Dog kun for en stund. Efter kort tid har højrefløjen overtaget synspunkterne og tiden er kommet til næste runde, hvor absurditeterne skal nå nye højder – sådan kommer det til at blive ved med at køre igen og igen, hvis ikke højrefløjen går til modangreb.

Vi så det med homovielser, kunstig befrugtning, adoption til homoseksuelle og nu med transpersoner og juridisk kønsskifte til børn. Det ville også være sundt for den offentlige debat med en diskussion om de etiske problemer forbundet med abort – en debat, der i dag er fuldstændig udelukket fra mediebilledet. Det nationalkonservative Danmark er derfor reduceret til et handlingslammet projekt, der konstant følger med på venstrefløjens præmisser. Man udfordrer grundlæggende ikke den udvikling der trækker mod mere normløshed og opløsning, men forsøger blot at forsinke processen. Håbet kan være, at sammenbruddet sker i et langsommere tempo, men som oftest opgives kampen til sidst og fædrelandet træder et skridt nærmere afgrunden hver gang. Et kvalificeret gæt er derfor, at de fleste partier på Christiansborg er varme tilhængere af kirurgisk kønsskifte til babyer indenfor 5-10 år.
Et andet eksempel kan være den feministiske diskurs der har præget vores land i mange årtier, og som der længe ikke rigtig er blevet talt imod fra politisk hold. Hvornår har man sidst hørt en politiker sætte spørgsmålstegn ved, om ligestilling overhovedet er et ønskværdigt scenarie? Det har man ikke i lang tid. Netop fordi de fleste nationalkonservative kræfter køber præmissen om det komplet ligestillede samfund, hvor den fundamentale forskel på mænd og kvinder, der bunder i biologien, ikke anerkendes. De få der måtte være, som ikke køber præmissen – tør ikke for alvor tage kampen. Derfor vil venstrefløjen i sidste ende altid vinde deres kampe, så længe det fortsætter som hidtil.

For så vidt angår feminismen, er problemet med mine øjne først og fremmest, at den forsøger at tage patent på hvad kvinder ønsker og hvad det gode liv er. Det er en grundlæggende præmis i denne ideologi, at man kun opnår lykken i livet ved store karriereambitioner, og at det er noget man som kvinde nærmest har pligt til at forfølge. Enhver form for følelsesmæssig lyksalighed eller mening i livet fra et ægteskab med en mand og dertilhørende mulighed for at få børn og give dem en god opvækst, er sekundære elementer, som der kun er plads til, hvis det passer ind i kvindens muligheder for at indgå i samfundets hamsterhjul. Derfor er feminismen i virkeligheden en meget kynisk ideologi, som til enhver tid vælger den økonomiske nytteværdi fremfor menneskelig lykke.

Det er også derfor jeg ikke opfatter ligestilling som et ønskværdigt – endsige muligt – scenarie, da der i dén betegnelse ligger et ønske om, at mænd og kvinder skal bestride præcis de samme funktioner og roller i samfundet. Jeg anerkender fuldt ud, at der kan findes mænd og kvinder, som kan falde lidt udenfor hvad man normalt forventer. Det skal man selvfølgelig have lov til, men man kan ikke basere en hel samfundsstruktur på det. Disse få personer, som ikke passer ind i de traditionelle roller, bruges som et påskud for at skabe en kønskrig mellem mænd og kvinder. Dén tankegang er i virkeligheden blot en videreførelse af marxismens forestillinger om klassekamp, hvor mændene er undertrykkere og enhver form for tanke om fredelig sameksistens er utænkelig. Derfor stopper feminismen heller ikke, før enhver form for maskulinitet, eller hvad der kan udlægges som sådan, er afmonteret. I modsætning hertil står den traditionelle forestilling om mænd og kvinder som en harmonisk enhed, der udfylder hver sin rolle, med et fælles mål om et godt liv og et velfungerende samfund baseret på et fælles værdisæt.

Modreaktionen må have to søjler. En realpolitisk søjle, hvor flere partier tør tage ovenstående emner op, med lovforslag om tilbagerulning af de omtalte emner og forslag til forbedringer. Derudover en metapolitisk søjle, hvor emnerne i højere grad italesættes i den offentlige debat og holdninger i befolkningen rykkes.

Hermed en opfordring til, hvis du er medlem af et parti, at påvirke dine partikollegaer, så vidt muligt, i den rigtige retning – det gør jeg selv. Er du ikke medlem af et parti og ønsker du ikke at være det, så tag den metapolitiske kamp. Skriv læserbreve, debatindlæg eller lav YouTubevideoer. Det kan være svært at få taletid i etablerede medier om disse emner, og på sociale medier er der risiko for at blive censureret, hvis ikke man er meget varsom med sine formuleringer, men med vedholdende arbejde kan man gøre en stor forskel, måske den største, på dén front.

Nogle vil måske hævde, at kampen mod islam er meget vigtigere, da et feminiseret samfund per automatik vil føre til islamisk overherredømme i sidste ende. Det er jeg ikke enig i. Vi kan i værste fald ende i en absurd situation, hvor de store nationalkonservative partier har udviklet sig til at være (endnu mere) værdipolitisk nationalliberale, så det danske folk måske bevares nogenlunde, men med et komplet degenereret værdisæt. Derfor har jeg også en dyster konklusion. Hvis ikke denne mission lykkes, så er der kun to mulige fremtidsscenarier for vores fædreland: et islamisk kalifat eller et feministisk tyranni. Hvilket samfund vil man helst leve i? Jeg er oprigtigt i tvivl.