Danskerne valgte åbne grænser – eller gjorde de?

Foto: News Øresund - Johan Wessman

Ved første øjekast, så folketingsvalget den 5. juni ud til at være et tegn på, at danskerne ønsker åbne grænser. Et rødt flertal med Socialdemokratiet i spidsen, fremgang til De Radikale og tilbagegang for Dansk Folkeparti, ville i gamle dage have været en klar besked, men med Socialdemokratiets nye linje på udlændingepolitikken er billedet noget mere kompliceret.

Hvis man ser på de partier der har vedtaget paradigmeskiftet, der er en markant omlægning af dansk udlændingepolitik, hvor der ikke er fokus på integration men hjemsendelser, så er der stadig et massivt flertal. Dansk Folkeparti, Venstre, Socialdemokratiet, Konservative og Liberal Alliance vedtog paradigmeskiftet og dermed er det rimeligt at antage, at der er kæmpe opbakning til dette i befolkningen. Så langt så godt, danskerne er altså stadig tilhængere af en stram udlændingepolitik

Du kan læse mere om paradigmeskiftet her: https://www.dr.dk/nyheder/politik/paradigmeskiftet-vedtaget-i-folketinget-her-er-stramningerne-paa-udlaendingeomraadet

Socialdemokratiets nye linje

Socialdemokratiets top vil forsøge at gøre udlændingepolitikken til noget, der er bredt funderet over midten, da de har tabt næsten alle valg siden 2001 på netop dette emne. De har dog en række store problemer, og det er blandt andet, at der langt fra er opbakning til den nye linje i baglandet. Hvis man ser på socialdemokratiske borgmestre og byrådsmedlemmer rundt om i landet, er det ganske udbredt at man tager afstand fra den stramme udlændingepolitik og især paradigmeskiftet. Det har man også set ved partiets kongresser, hvor uenighederne kom frem i offentligheden. Spørgsmålet er hvor lang tid Mette Frederiksen kan holde sammen på partiet, hvis udlændingepolitikken forsat skal være stram?

Læs mere her: https://www.dr.dk/nyheder/politik/kongresdeltagere-til-s-top-vi-skal-tage-imod-kvoteflygtninge

Et andet problem er det samarbejde Socialdemokratiet skal have med Enhedslisten, SF og De Radikale. I skrivende stund er der endnu ikke dannet regering, men mandaternes logik gør det svært at undgå, at disse partier skal have indflydelse, herunder på udlændingepolitikken. Mette Frederiksen risikerer her at løbe ind i en ny omgang løftebrud, på samme måde som hun gjorde med Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon sidste gang de havde regeringsmagten. De Radikale vil formentlig ikke kun have indflydelse på udlændingepolitikken, men også på den økonomiske politik, uanset hvordan en regering så bliver sat sammen, bliver det svært at undgå.

Dansk Folkepartis tilbagegang

Det er svært at komme udenom, at folketingsvalget 2019 var et dårligt valg for Dansk Folkeparti. Fra 21,1% til 8,7% er en barsk omgang, men det skal dog også ses i det perspektiv, at valget i 2015 var et historisk godt valg. Der har været mange bud på, hvad der helt præcist gik galt, og det er jo umuligt at sige noget om med sikkerhed, men mit eget bud er, at en stor del af årsagen lægger hos den nye udlændingepolitik hos Venstre og Socialdemokratiet. Venstre har i mange år været med på en relativt stram udlændingepolitik, og der er ingen tvivl om at Socialdemokratiet har rykket sig med, men Venstre har også, rent retorisk i hvert fald, rykket sig med Inger Støjberg som hardliner.

Min analyse bakkes op af, at mens Dansk Folkeparti er gået tilbage, så er Venstre og Socialdemokratiet gået frem. Altså er mange af Dansk Folkepartis ”lånte” stemmer gået tilbage til de to partier, da de nu har tillid til deres udlændingepolitik. På den måde har Dansk Folkeparti, fået kolossal indflydelse på den samlede retning for dansk udlændingepolitik, på trods af at være gået tilbage.

De “små” forskelle

Hvis man er en politisk nørd, som jeg og mange af mine læsere formentlig er, så kender man detaljerne i partiernes udlændingepolitik, og ved at Socialdemokratiets og Venstres linje i høj grad kun er snak og meget lidt handling. For eksempel vil begge partier afskaffe grænsekontrollen, så snart de kan finde en rimelig årsag til det, derudover er begge partier meget fastlåste af konventioner og EU’s regler, hvilket i mange tilfælde gør det umuligt at udvise kriminelle udlændinge eller indføre en reel stram og retfærdig udlændingepolitik, her er Dansk Folkeparti de eneste der har stået fast.

De detaljer kender mange formentlig ikke, hvis man skal passe et arbejde og have sin hverdag med familie og venner til at hænge sammen, og det er fuldt forståeligt, det er jo netop mediernes opgave at sætte sig ind i de detaljer og formidle dem til den danske befolkning. Det bliver derfor de danske nationalkonservatives opgave den kommende valgperiode, klart og tydeligt at formidle de forskelle der er.

Se mere om vælgervandringer her: https://www.dr.dk/nyheder/politik/vaelgervandringer#O2015

De Radikales fremgang

Hvis man har fulgt med på Facebook, kan man se, at der mange steder er danske muslimer, der normalt ikke har stemt, der har mobiliseret sig og aftalt at stemme på De Radikale eller i nogle tilfælde Alternativet og andre ligesindede partier. Det tror jeg i høj grad skyldes Stram Kurs og Rasmus Paludan, der har skabt en modreaktion hos muslimer, som vi ikke tidligere har set.

Læs om De Radikales store stemmetal i landets ghettoer her: https://jyllands-posten.dk/politik/ECE11430407/de-radikale-stoevsugede-stemmer-i-bydele-paa-ghettolisten/

Et andet element kan være, at nogle Socialdemokrater har haft det svært med den nye stramme udlændingepolitik hos deres parti, og derfor har valgt at gå over til De Radikale, i håb om at de kan trække politikken i deres retning. Ifølge DR’s analyse af vælgervandringer er der også en del, der tidligere har stemt Liberal Alliance der ville stemme på De Radikale.

Endnu et link til vælgervandringer her: https://www.dr.dk/nyheder/politik/vaelgervandringer#I2015

Valgte danskerne så åbne grænser?

Nej. Efter paradigmeskifte, burkaforbud og Lindholm, tror jeg de fleste danskere har fået det indtryk, at der er godt styr på udlændingepolitikken nu, derfor har de stemt efter andre emner denne gang, blandt andet klima og velfærd, det betyder dog ikke at de vil have åbne grænser igen, for det vil uden tvivl skabe en stærk modreaktion ved næste valg.

Opgaven for os nationalkonservative bliver nu at formidle, at hvis vi vil have sikkerheden og trygheden tilbage i vores land, er der stadig mange tiltag der skal gennemføres.